Roskilde vil have flere popstjerner

Torsdag starter musikken for alvor på årets Roskilde Festival, som har 195 forskellige artister på plakaten.

Blandt disse har der været særlig stor opmærksomhed omkring den 25-årige sangerinde Rihanna, som fredag står på Orange Scene.

Hun har været genstand for megen diskussion blandt dele af publikummet, som ikke synes at kunne forlig sig med tanken om en rendyrket popstjerne på festivalen.

Men poppen hører hjemme på Roskilde Festival, fastslår musikchef Rikke Øxner, som håber at kunne præsentere flere af genrens største navne fremover.

- Vi har Rihanna på i år, og vi vil gerne have mere fremadrettet, siger hun til Ritzau, og tilføjer:

- Hvis vi kan finde et godt popnavn hvert år, er det fint, så længe det er interessant. Vi har ikke kvoter for det, men det er et udtryk, vi gerne vil have på Orange Scene.

Det er ellers langt fra hvert år, at man finder en hitlistehærgende popstjerne på toppen at festivalens plakat.

Afhængigt af, hvor man sætter skellene, skal man helt tilbage til 2001, hvor Robbie Williams stod på Orange Scene.

Men det er ikke et fravalg, at der ikke har været flere store popnavne på festivalen, forklarer Rikke Øxner.

- Popstjernerne har ikke været tunet ind på festivalerne, men har fokuseret meget på egne shows, konstaterer hun.

Musikchefen fornemmer dog, at de store popartister er begyndt at få øjnene op for festivalerne.

For to år siden stod den amerikanske popstjerne Beyoncé på scenen på den britiske festival Glastonbury, og hun kunne sammen med navne som Justin Timberlake og Lady Gaga være gode bud på fremtidige popkoncerter på Roskilde Festival.

- Laver de et rigtig godt show, som kan bruges på en festival i fremtiden, så ville de være helt oplagte muligheder, hvis de bliver ved med at lave interessant musik, vurderer Rikke Øxner.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV