S om ledige: Mange vi ikke har kunne redde

Der er "rigtig, rigtig mange mennesker", der ikke er blevet reddet af regeringens forskellige forsøg på at mildne virkningen af den dagpengereform, som De Radikale og den tidligere borgerlige regering indgik i 2010.

Det siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen, til Ritzau.

- Vi har aldrig nogensinde sagt, at de ting, vi har gjort, vil redde alle. Det tror jeg ikke, man har hørt nogen sige, i hvert fald ikke socialdemokrater, siger han med henvisning til de forskellige akutpakker, som regeringen har lanceret.

- Der er rigtig, rigtig mange mennesker, som vi ikke har kunnet redde på den her, men vi har i hvert fald gjort rigtig, rigtig meget for at forsøge, siger Leif Lahn Jensen.

Det sker, efter at SF's formand, Annette Vilhelmsen, på partiets landsmøde i weekenden sagde om dagpengespørgsmålet, at "vi står med et meget alvorligt problem, som ikke er løst".

Spørgsmål: Finansminister Bjarne Corydon (S) har tidligere kaldt akut-indsatsen for en "helt og dækkende løsning". Hvordan passer det med, at mange ikke reddes?

- Altså, en "helt og dækkende løsning" har jo også noget at gøre med, hvad der er økonomisk og politisk muligt, siger Leif Lahn Jensen.

Regeringens seneste akutpakke giver langtidsledige ret til dagpenge, hvis de melder sig parate til at uddanne sig.

Men ikke desto mindre vurderer A-kassernes Samvirke, at op mod 30.000 ledige vil miste deres forsørgelsesgrundlag i løbet af året.

Mandag spillede flere store fagforbund så ud med et forslag om at forkorte den periode, man skal arbejde for at genoptjene retten til dagpenge fra de nuværende 52 uger til blot 13 uger for at motivere flere til at tage eksempelvis sæsonarbejde.

- Jeg vil godt rose de faglige organisationer for at komme med idéer på området. Jeg synes da, det er interessant, når man kommer med sådan nogle forslag, siger Leif Lahn Jensen.

- Men når det er sagt, så har vi ikke planer om at sætte dagpengeperioden eller genoptjenings-retten ned, tilføjer han.

Spørgsmål: Ser du for dig, at man laver nogen som helst form for ændring i den dagpengereform, man har på bordet nu?

- Det ser jeg ikke for mig nu. Vi har som sagt ingen planer om at ændre på hverken dagpengeperioden og genoptjeningen, lyder det fra Leif Lahn Jensen.

/ritzau/

Dagens Gossip