Se billederne: Bales sene drømmehug sikrer Tottenham-sejr

Der er sagt og skrevet meget om Gareth Bales betydning for Tottenham, og det kan fortsætte efter mandagens 3-2-sejr ude over West Ham.

Et minut inde i dommerens tillægstid modtog waliseren bolden, tog et træk og hamrede den utageligt op i nettaget uden chance for West Hams målmand, Jussi Jaaskelainen.

Gareth Bale sendte med 3-2-scoringen Tottenham op på tredjepladsen i Premier League, og klubben er ubesejret i 11 ligakampe på stribe.

Bale scorede to gange i kampen på Upton Park, for han stod også for kampens første mål efter 13 minutter.

Senere i første halvleg udlignede Andy Carroll på et straffespark, og i anden halvleg bragte Joe Cole West Ham foran 2-1.

Tottenham fik udlignet et kvarter før tid, da indskiftede Gylfi Sigurdsson scorede på en nedfaldsbold.

Trods store chancer lignede det et uafgjort resultat, før Gareth Bale endnu en gang viste sig som Tottenhams redningsmand.

Tredjepladsen i Premier League er meget vigtig, da den giver direkte adgang til næste sæsons Champions League.

Tottenham har 51 point for 27 kampe, mens Chelsea er nummer fire med 49 point.

Manchester United fører Premier League med 68 point, mens de forsvarende mestre, Manchester City, er nummer to med 56 point.

/ritzau/

 

Dagens Gossip