Se video: Ambulance i sammenstød under udrykning i Helsingør

En bilist valgte mandag aften ikke at holde ind til siden, da en ambulance under udrykning kom kørende bagfra på Nordre Strandvej i Helsingør.

Det resulterede i, at ambulancen, der var på vej ud efter en patient, endte med at køre op bag i bilen og forulykkede. Det fortæller vagtchefen for Nordsjællands Politi, Dan Houtvede, til bt.dk.

»Der kommer tre biler kørende i østlig retning på Nordre Strandvej ved Helsingør med en ambulance bag sig. De to forreste er opmærksomme på, at ambulancen kommer kørende bag dem med udrykning, og de holder ind til siden. Men det gør den sidste ikke. Føreren af den bil mener, at han godt kan nå at overhale de to andre biler og derefter svinge til venstre i en anden vejbane, før ambulancen kommer. Men det kunne han ikke. Derfor ender ambulancen med at ramme hans bil på bageste højre skærm, så han snurrer rundt,« fortæller Dan Houtvede, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 19:23.

Den 21-årige mand fra lokalområdet, der sad i bilen, som ikke trak til siden for ambulancen, blev efter ulykken tilset af en anden ambulance, der kom til stedet.

»Han havde ondt i nakken, men ellers er det ikke sket ham noget. Der er heller ikke sket den 28-årig ambulancefører eller hans makker noget. Så der er heldigvis ingen tilskadekomne, siger Dan Houtvede til bt.dk.

Samtidig blev der sendt en anden ambulance af sted efter patienten, som den første ambulance skulle have hentet.

Dagens Gossip

Dagens TV