Se video: Fyrværkeri startede gårdbrand i Dons ved Kolding

Det var fyrværkeri, der torsdag formiddag startede en brand i en staldbygning på Dons Byvej i Dons mellem Kolding og Almind.

Staldbygninger er lejet ud til lageropbevaring og det var denne lejer, der - stik imod hvad der var tilladelse til i lejekontrakten - havde fyrværkeri opbevaret i bygningen.

I følge gårdens ejere havde lejeren tabt en glød fra en cigaret i fyrværkeriet og så gik det hurtigt. Det var angiveligt fyrværkeriet, der sprængte hul i taget.

- Vi er meget forargede over, at lejeren af bygningen har opbevaret fyrværkeri, når nu det stod i lejekontrakten, at det måtte han ikke, fortæller parret fra gården lettere chokeret, mens branden endnu hærgede.

Og netop med Seest-katastrofen i hukommelsen, så troppede politiet talstærkt op og afspærrede Dons Byvej, da man frygtede at nogen kunne komme til skade ved branden. Kolding Brandvæsen mødte frem med al disponibelt mandskab.

Branden var ved 12-tiden under kontrol. Staldbygningen er formentlig stærkt brandskadet.

To personer blev tjekket for røgforgiftning på stedet.

 

Dagens Gossip

Dagens TV