Se video og billeder: Emmelie de Forest på charmetur i Sverige

Den danske Grand Prix vinder, Emmelie de Forest, er her en måned før Eurovision Song Contest, på charmetur i Sverige.

I morges medvirkede hun i morgen-tv på svensk tv. I Sverige har de nemlig opdaget, at Emmelie de Forest er storfavorit til at vinde slagets gang i Malmø, skriver dr.dk/grandprix.

- Det er fantastisk, at så mange mennesker rundt omkring i Europa har taget så godt i mod sangen, smilede Emmelie beskedent, da hun fredag morgen var gæst i Gomorron Sverige på SVT.

- Jeg tror, det skyldes budskabet og melodien - det er en sang om krig og fred og kærlighed. Og så det dramatiske med fløjten og trommerne.

Emmelie bor i dag i København og efter hun i januar vandt Dansk Melodi Grand Prix, er hendes liv helt ændret.

- Jeg fokuserer kun på musikken nu og arbejder ikke længere hos bageren. Vi har skrevet sange hver dag og indspillet dem. Min første plade kommer i begyndelsen af maj. Det er en drøm, jeg har haft, siden jeg var en lille pige. Og nu går den i opfyldelse, fortæller 20-årige Emmelie de Forest.

Mandag den 6. maj begynder prøverne til Grand Prix'et i Malmø Arena. Danmark er med i semifinalen den 14. maj og forhåbentligt i finalen den 18. maj.

Se interviewet fra SVT nedenunder samt vindermelodien "Only Teardrops".

 

Dagens Gossip