Se videoen: Nye IT-muligheder sikrer beredskabet i Randers

Opstår der et gasudspil eller går der hul på en spildevandsledning, er der fremover hurtigere hjælp fra Randers Brandvæsen. En række forskellige dataoplysninger bliver som noget nyt delt imellem forskellige instanser og er samtidig blevet digitaliseret. Det betyder, at Randers Brandvæsen kan hente et helt nyt lag af oplysninger på deres GPS-navigation i bilerne.

For eksempel er det i tilfælde af et udslip slut med at vente i dyrebare minutter på at få oplysninger via mail og telefon fra blandt andre Naturgas Midt-Nord eller Randers Spildevand. Fremover kan brandvæsnet på få sekunder hente oplysningerne frem på skærmen i indsatslederens bil, oplyser beredskabsinspektør Anders Dahl Jensen. I en video på Randers Kommunes hjemmeside demonstrerer han, hvordan systemet virker.

- På skærmen kan jeg helt præcist se, hvor eksempelvis gasledningerne løber. Jeg kan se både veje og husnumre. På den måde kan vi hurtigt få overblikket og finde ud af, hvem der for eksempel skal evakueres, hvis der er tale om et gasudslip. Samme princip gælder, hvis der er tale om et forureningsuheld. Her kan vi på skærmen hurtigt se samtlige brønde og kloakerer, og er dermed bedre hjulpet til at undgå af forureningen breder sig, fortæller Anders Dahl Jensen.

Udviklet i eget hus

Det er Randers Brandvæsen og Randers Kommunes afdeling for kort og geodata, der i fællesskab har udviklet systemet. Mange tusinde data-oplysninger fra eksempelvis Naturgas Midt-Nord og Randers Spildevand er blevet registeret i systemet. Samtidig er der indgået aftaler med både naturgas- og spildevandsselskabet om at de opdaterer systemet. På den måde har Randers Brandvæsen hele tiden de nyeste og mest korrekte oplysninger.

Dagens Gossip