Seks anholdt for pistoler på Christiania

Københavns Politi, Task Force Pusherstreet, har onsdag morgen gennemført en målrettet aktion mod de organiserede kriminelle i Pusherstreet på Christiania.

I forbindelse med aktionen beslaglagde politiet i alt knap et halvt ton hash i forskellig form - blandt andet 416 kilo hash, 33 kilo skunk, 13.578 joints og en hashkage.

Desuden blev der beslaglagt to pistoler af mærkerne Beretta og Luger samt 50 stk. skarp ni mm ammunition samt godt 70.000 kroner i kontanter.

Aktionen begyndte klokken 06 onsdag morgen og sluttede 08.37. Politiet ransagede på lokaliteterne "Loen" og "Laden" på Christiania.

- I forbindelse med aktionen blev der anholdt seks personer, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen til Ritzau.

Mændene blev anholdt for narkokriminalitet og for overtrædelse af våbenloven. Fire mænd på 27, 59, 60 og 67 år vil blive krævet fængslet i et grundlovsforhør.

Ifølge Steffen Thaaning Steffensen foregik aktionen i god ro og orden.

- Dagens indsats på Christiania har igen vist, at det er risikofyldt at være køber, sælger og leverandør af hashen i Pusherstreet, siger han i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV