Seks kvæstet i bilulykke: To sad fastklemt

Seks personer måtte sent tirsdag aften en tur på sygehuset i Aabenraa, efter at de alle var kommet til skade i en bilulykke ved Rødekro i Sønderjylland.

To biler var kørt sammen på Østergade i udkanten af byen, og to personer måtte skæres fri, da de sad fastklemt.

- De er alle kørt på sygehuset. Men intet tyder på alvorlige skader, siger vagtchef Bjørn Pedersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ifølge politiet har en af førerne ikke overholdt sin vigepligt, men ellers kender vagtchefen ikke de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

I den ene bil sad en 75-årig kvinde bag rattet, og hendes mand sad på passagersædet. En 23-årige kvinde kørte den anden bil, og hun havde tre andre unge mennesker med som passagerer.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV