Selvsikker Benitez: Jeg bliver ikke fyret

En del fodboldeksperter forventer, at den engelske fodboldklub Chelsea inden for meget kort tid vil afskedige Rafael Benitez, efter at klubbens midlertidige manager kritiserede både klubben og klubbens fans efter onsdagens 2-0-sejr over Middlesbrough i FA Cuppen.

Spanieren svarer imidlertid følgende til BBC's spørgsmål om, hvorvidt han forventer en fyreseddel fra Chelsea-ledelsen med klubejer Roman Abramovich i spidsen.

- Nej. De ved, hvordan vi arbejder, og hvad vi prøver at gøre, siger Rafael Benitez til BBC.

- Mit forhold til Roman er virkelig godt, siger manageren.

Rafael Benitez sagde onsdag, at han stopper i klubben med udgangen af sæsonen, når hans kontrakt som midlertidig manager udløber.

Spanieren overtog Chelsea i november, da klubben fyrede Roberto Di Matteo, men han var fra dag et upopulær hos dele af Chelseas fans.

Det skyldtes ikke mindst Rafael Benitez' fortid som manager for Liverpool, hvor han kom med nogle mindre flatterende udtalelser om Chelsea.

Onsdag aften skød manageren med skarpt efter de fans, der har forfulgt ham med buhråb og bannere.

Rafael Benitez bebrejdede ligeledes klubben, at den har valgt at udstyre ham med titlen midlertidig manager.

/ritzau/

 

Dagens Gossip