Serbiske fodboldfans anmeldt for abelyde

EM-playoffkampen mellem Serbiens og Englands U/21-landshold i Krusevac får et efterspil.

Det engelske fodboldforbund (FA) har klaget til det europæiske fodboldforbund (Uefa).

- FA har rapporteret en række racistiske episoder til Uefa efter kampen, meddeler FA på forbundets hjemmeside.

- De var tydeligt rettet mod nogle af de mørke spillere på Englands hold. Sagen ligger nu hos Uefa, skriver FA.

Den mørke spiller Danny Rose blev forfulgt af abelyde under hele kampen.

Efter Englands 1-0-sejr og samlede 2-0-gevinst i playoff-kampene lod han sin frustration over de racistiske tilskuere komme til udtryk.

Danny Rose sparkede bolden ud mod publikum og fik herefter sit andet gule kort i kampen af dommeren.

Et større håndgemæng brød ud, som involverede både spillere, ledere og andre, der havde tiltvunget sig adgang til banen.

England kvalificerede sig med den samlede sejr til næste års EM-slutrunde.

 

Dagens Gossip