Sidste års vinder: Emmelie fortjener sejren

Det er ikke kun hos bookmakerne, Emmelie de Forest og sangen "Only Teardrops" er favorit til at tage sejren. Også sidste års vinder, svenske Loreen, tror, at det meget vel kan ende med en dansk Eurovision-vinder i år.

Det fortæller hun fredag formiddag på et pressemøde, hvor de to sangerinder møder hinanden for første gang.

- Jeg tror, hendes chancer for at vinde er meget, meget store. Hun er en dygtig sanger, og det er jo en musikkonkurrence, siger den svenske sangerinde.

- Og så har Emmelie hjertet det rette sted. Med nogle sangere kan man mærke, at de ligesom har en facade, men det har hun ikke. Det er jeg vild med, siger Loreen, der gerne ville give Emmelie de Forest et par gode råd forud for finalen, hvor hun er storfavorit - akkurat som Loreen var det sidste år.

- Nogle gange kan folks mening godt gøre dig nervøs. Du skal sørge for at være fokuseret og lukke ned, så du kan koncentrere dig om dig selv, siger sangerinden.

Skulle Emmelie vinde, skal hun forberede sig på, at det bliver en hæsblæsende periode bagefter.

- Det hele går meget stærkt, så det er vigtigt, at du holder begge ben på jorden og sørger for at have gode mennesker omkring dig. Og du må også være hård ind imellem, så du får noget tid til dig selv, slår "Euphoria"-sangerinden fast.

Og så skal hun huske at nyde det.

- Det er en sjov oplevelse og en fantastisk rejse.

Den tidligere vinder har ikke noget imod at give stafetten videre. Og slet ikke, hvis det er til Emmelie.

- Det føles godt at give den videre, og især hvis det er til en, der fortjener det. Én, der har noget at give, siger Loreen.

Finalen finder sted i Malmø lørdag klokken 21.

/ritzau/

 

Dagens Gossip