Silkeborg hapser målmand fra konkurrent

Fodboldklubben Silkeborg, som i sidste måned rykkede ud af Superligaen, har hentet en ny målmand til klubben.

Fremover bliver 30-årige Kasper Jensen førstevalg i målet, meddeler Silkeborg.

- Det har været vigtigt for os at hente en god, stabil målmand til klubben, og det er lykkedes med tilknytningen af Kasper Jensen, siger Silkeborgs sportschef, Peder Knudsen, til klubbens hjemmeside.

- Han kender allerede 1. division efter at have stået for Vejle Boldklub Kolding i foråret, og han får en nøglerolle i vores bestræbelser på at vende tilbage til Superligaen så hurtigt som muligt, siger sportschefen.

Kasper Jensen var senest målmand hos Vejle Boldklub Kolding, som blev nummer tre i den næstbedste række.

Klubben kan dermed meget vel komme til at konkurrere med Silkeborg om at rykke op i Superligaen.

Silkeborg har sagt farvel til klubbens tidligere førstemålmand, Lasse Heinze.

Han var skadet i foråret, og han havde tidligere meddelt, at han ikke ville forlænge sin kontrakt, som løb ud efter sæsonen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV