Sindssyg brite dømt for drab på dansk tatovør

En 28-årig mand er mandag dømt til anbringelse på en sikret psykiatrisk afdeling på ubestemt tid for at have dræbt den 52-årige danske tatovør Jan Jensen i byen Hassocks i det sydlige England.

Den danske tatovør, der kom fra Aalborg, blev dræbt med et enkelt knivstik i brystet, da han overnattede i den 28-årige Kayden Smiths lejlighed i Hassocks, der ligger omkring 15 kilometer nord for Brighton.

Jan Jensen kom til England 17. juli, hvor han et par dage senere blev indlagt på et psykiatrisk hospital, da han blev fundet vandrende rundt i lufthavnen i Gatwick ved London.

Danskeren blev udskrevet, men i begyndelsen af august blev han indlagt igen på Langley Green Hospital i byen Crawley. Her mødte han den dengang 27-årige Kayden Smith.

De to mænd blev begge udskrevet den 8. august sidste år, og Kayden Smith inviterede danskeren med sig hjem til Hassocks, hvor de begge overnattede.

Ved 15-tiden dagen efter blev politiet tilkaldt til lejligheden, hvor betjentene fandt Jan Jensen siddende død i en stol, dræbt af et enkelt knivstik i brystet. Kort efter blev Kayden Smith anholdt uden dramatik foran boligblokken.

Vicekriminalkommissær Ian Pollard fra Surrey and Sussex Major Crime Team udtaler i en pressemeddelelse, at der er tale om "en tragisk sag".

- Begge mænd havde tydeligvis psykiske problemer.

- Smith led uden tvivl af alvorlige vrangforestillinger, og tidligt torsdag eftermiddag (den 9. august, red) stak han Jensen ned, udtaler Ian Pollard.

Kayden Smith har erkendt, at han stak danskeren ned med en kniv, men nægtede sig skyldig i drab, da han var sindssyg i gerningsøjeblikket, hvilket anklagemyndigheden accepterede.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV