Skats storbrøler koster 381 mio. kr.

En gigantisk brøler i Skat betyder, at fem kapitalfonde endegyldigt slipper for at betale 381 millioner kroner i skat, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.

Skat mener, at kapitalfondenes milliardudbytter fra telekoncernen TDC er skattepligtige, fordi pengene er kanaliseret ud til skattely som for eksempel Cayman Islands.

Landsskatteretten gav tidligere i år fondene medhold i, at udbytterne er skattefrie, men selv om Skat fastholder sin fortolkning og ville have kendelserne indbragt for domstolene, kommer det aldrig til at ske.

En fejl betød nemlig, at man ikke nåede at indbringe sagerne, inden ankefristen udløb den 23. august.

Sagen er en del af et opgør med kapitalfonde, der har købt danske virksomheder og trukket penge ud til skattely som renter og udbytter.

Spørgsmålet om skattepligt afklares formentlig først endeligt ved domstolene om flere år, men uanset udfaldet kan Skat altså ifølge Jyllands-Posten allerede vinke farvel til et provenu på 381 millioner kroner, der relaterer sig til to udbyttebetalinger fra TDC i 2012.

Professor i international skatteret Aage Michelsen fra Aarhus Universitet er målløs over sagen:

- Det er i høj grad kritisabelt, og jeg har aldrig før hørt om noget tilsvarende. Der er tale om helt principielle sager, som vi alle går og venter på, og så er det da helt fantastisk, at man kan lave sådan en fejl.

Skatteministeriet kalder fejlen "beklagelig", men vil ikke oplyse, hvordan eller hvor den er opstået.

Skatteminister Holger K. Nielsen (S) kalder det en "særdeles beklagelig fejl, at de to afgørelser fra Landsskatteretten ikke er anket til domstolene.

- Jeg har sikret mig, at ministeriet har gennemgået procedurerne for indbringelsesfrister og bedt om et skærpet fokus i den slags sager, så sådan noget her ikke gentager sig, siger skatteministeren til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV