Skistjerne angriber russiske OL-værter

En af vintersportens største stjerner langer ud efter de kommende vinter-OL-værter Rusland, der er kommet i søgelyset for landets kontroversielle homolov.

Den femdobbelte OL-medaljevinder Bode Miller kalder værterne intolerante, fordi Rusland har vedtaget en lov, der forbyder at sprede homoseksuel propaganda blandt mindreårige.

- Det er virkelig pinligt, at der er folk, der er så intolerante, så uvidende, siger Bode Miller ifølge nyhedsbureauet Reuters ved et arrangement i den amerikanske olympiske komite (USOC).

Den åbenmundede skisportsprofil kræver, at der kommer klarere regler for, hvilke basale krav, der skal opfyldes, for at man kan tildeles et OL-værtskab.

Miller mener nemlig ikke, at et OL i den russiske by Sochi passer særlig godt til de olympiske budskaber om tolerance og åbenhed.

- Jeg mener, det er for dårligt, at vi ikke har et bedre system til at håndtere sådan noget.

- Det er hyklerisk at bede en udøver om at møde op og være en repræsentant for en sådan filosofi og alt det vrøvl, der følger med, og samtidig fortælle dem, at de ikke kan udtrykke deres holdning, siger Bode Miller.

- Min primære følelse, når jeg hører sådan noget, er flovhed. Som menneske mener jeg, det er flovt, lyder det fra amerikaneren.

Vinter-OL i Sochi åbner 7. februar.

/ritzau/

Dagens Gossip