Skuddrab på Zaid Al-Kayssi lukker metroen i København

Københavns Politi har lukket metroen i en times tid mellem Frederiksberg og Vanløse, fordi de leder efter spor i drabssagen på Frederiksberg, hvor den 27-årige Zaid Mohammed Al-Kayssi blev skudt to gange på klods hold.

- Vi har lige lukket i ganske kort tid i en periode, hvor det giver mindst problemer, efter aftale med metroen, siger efterforskningsleder Lau Thygesen til Ritzau.

- Vi søger efter alle former for spor, for eksempel gerningsvåben eller beklædningsgenstande, fortæller Lau Thygesen.

Politiet står fortsat uden motiv til drabet på den 27-årige Zaid Mohammed Al-Kayssi, der onsdag aften fik to skud i brystet på Finsensvej på Frederiksberg.

Politiet nåede ikke at få talt med den svært kvæstede mand, inden han torsdag afgik ved døden, oplyste vicepolitiinspektør Lau Thygesen tidligere på dagen til Ritzau.

Drabet skete et par minutter efter klokken 18, da han forlod sit arbejde og skulle til at køre hjem i sin bil.

Politiet beskriver gerningsmanden som en forholdsvis lille mand, der var iført mørkt tøj. Han er mørklødet og først i 20'erne.

Desuden blev han set med en plastikpose i hvid og blå, da han forsvandt ad Finsensvej.

Muligvis har gerningsmanden stået på Finsensvej eller er gået rundt i området inden skyderiet. Derfor er politiet meget interesseret i at få henvendelser fra vidner.

Foreløbig har politiet ikke været i kontakt med vidner, der så selve hændelsen. Derfor ved man ikke, om offeret og gerningsmanden udvekslede ord.

Offeret stammer fra Værebro, hvor en lokal bande er i konflikt med en større bandesammenslutning, som blandt andet tæller Blågårds Plads-gruppen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV