Slagteriansatte kan få lønnedgang retur

Få dage før de skal stemme om en aftale om at gå ned i løn mod en garanti for, at slagteriet ikke lukker de næste fire år, fik medarbejderne hos Danish Crown onsdag en tilføjelse til aftaleteksten, skriver Fyens Stiftstidende fredag.

Ifølge et nyt punkt i aftalen får medarbejderne de penge, de går ned i løn, retur, hvis de modtager en fyreseddel i den fireårige periode, oplyser tillidsmand Jimmy Andersen.

- Der har været en del usikkerhed om det, men nu er det ryddet af bordet, fordi de kan se frem til at blive kompenseret for cirka det beløb, som de er gået ned i løn, siger tillidsmand Jimmy Andersen fra Danish Crown i Faaborg til Fyens Stiftstidende.

Lønnedgangen på 6,4 procent skal gå til en fond, som svineproducenter kan låne af til udvidelse af produktionen.

Der er udsigt til et meget tæt løb, når de omkring 6000 ansatte på Danish Crowns svineslagterier rundt om i landet skal beslutte, om de frivilligt vil gå ned i løn for - måske - at redde deres arbejdspladser på længere sigt.

Fællestillidsmand Lars Mose fra Danish Crown erkendte en uge før afstemningen, at resultatet kan gå begge veje.

- Det er meget svært at sige, men jeg vil tro, at det ligger fifty-fifty lige i øjeblikket. Vi hører jo kun dem, der er imod forslaget, sagde Lars Mose, der sammen med resten af tillidsfolkene står bag idéen om fælles lønnedgang.

Initiativet har mødt opbakning fra flere ministre og fra slagteriarbejdernes fagforening, Fødevareforbundet NNF.

Men de ansatte er tilsyneladende skeptiske over for forslaget, der skal investere samlet 600 millioner kroner af deres løn i øget svineproduktion.

Ifølge Fyens Stiftstidende er de omkring 450 ansatte på Danish Crown i Faaborg dog stemt for at afvise forslaget.

Afstemningen blev indledt på flere andre slagterier torsdag, og resultatet forventes i starten af næste uge.

Det er et simpelt flertal blandt de omkring 6000 ansatte på DC Porks 10 danske afdelinger, der afgør, om de skal afgive en del af deres løn over de næste fire år til de trængte svinebønder.

/ritzau/

 

Dagens Gossip