Småsager: Hård kritik af forslag om stop for ankesager

Dommerne i Vestre og Østre Landsret skal ikke spilde tiden med at bedømme småsager fra borgere, når de drejer sig om et beløb på mindre end 50.000 kroner.

Det mener et udvalg nedsat af Justitsministeriet, men forslaget får en hård medfart både blandt interesseorganisationer og politikere.

På Christiansborg fører Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance an i kritikken af forslaget, som bunder i et ønske om kortere sagsbehandlingstid i civile sager ved landsretterne.

- Det er uholdbart, at domstolene er presset med sagsbehandlingstider, men det går over min forstand, at løsningen på det skulle være at indskrænke borgernes retssikkerhed, siger retsordfører Pernille Skipper (EL).

Udvalget bag forslaget har fået til opgave at komme med forslag til omkostningsfrit at nedbringe sagsbehandlingstiden i civile sager ved landsretterne. Den er ofte over et år.

I dag kan borgere anke sager, som drejer sig om mindst 10.000 kroner, men den bundgrænse vil udvalget hæve til 50.000 kroner.

Hos Dansk Folkeparti hilser retsordfører Peter Skaarup en effektivisering af retssystemet velkommen, men ikke hvis prisen er borgernes retssikkerhed.

- Det ligger os fjernt, at man skal gøre retsvæsnet mere effektivt ved at gøre det umuligt for borgere at føre mindre sager ved at rejse dem i form af appeller, siger han.

Hos regeringspartiet SF er retsordfører Karina Lorentzen ikke pure afvisende. Men hun tager forbehold over for forslaget.

- Beløbsgrænsen på 10.000 kroner har ikke været justeret i mange år, som jeg har forstået det, og det kan være nødvendigt at tilpasse den. Men det er klart, at det skal kortlægges nøjere, hvilke konsekvenser det får, siger hun.

- For SF er det ikke et mål at nedbringe sagsbehandlingstiden ved at afskære nogen fra appelmulighed, lyder det fra Karina Lorentzen.

Forslaget er desuden blevet kritiseret af Dansk Industri, Institut for menneskerettigheder og Forbrugerrådet. På Christiansborg har også Liberal Alliance været kritiske.

Hvis regeringen beslutter sig for at gå videre med forslaget, vil de foreløbige politiske udmeldinger kræve, at der er opbakning fra Venstre. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra partiets retsordfører Karsten Lauritzen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV