Socialrådgivere: Vi er rustet til børnesager

77 ud af 100 sager om udsatte børn i Esbjerg har været igennem en kritisabel sagsbehandling, slår Ankestyrelsen fast i en rapport.

Efter at Ankestyrelsen har rettet skarp kritik mod sagsbehandlingen på børneområdet i Esbjerg Kommune, mener lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde Karin Kildedal, at fejlen ligger i socialrådgivernes uddannelse.

Nu tager socialrådgiverne til genmæle over for kritikken.

- Når man er uddannet socialrådgiver efter tre et halvt år, er man uddannet til hele feltet, men man er usikker, ligesom en bilist, der lige har fået kørekort, forklarer formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post.

Hun mener, at det er for mange sager og for lidt faglig sparring der er årsag til de mange fejl i den kommunale sagsbehandling.

- Vi kan have de bedste socialrådgivere i verden, men hvis de hver sidder med 40 til 50 alvorlige børnesager, så drukner socialrådgiveren i opgaven, siger Bettina Post.

Lektor Karin Kildedal fra Aalborg Universitet, der er med til at uddanne socialrådgivere, udtaler til Ritzau:

- Vi, der uddanner socialrådgivere, ved, at de ikke er tilstrækkeligt kvalificerede. Det ved ministeren også godt.

Men formanden Bettina Post er ikke enig i, at uddannelsen er for dårlig.

- Man bliver ikke dygtigere til at spotte problemerne, fordi man har siddet længere på skolebænken, siger Post og fortsætter:

- Det er via erfaring, praksis og genkendelse at man opbygger den faglige styrke inden for det her område.

Dansk Socialrådgiverforening kigger over Øresund efter inspiration til bedre sagsbehandling.

- Det har vist sig, at Sverige ikke har nær så mange af de slemme sager, og vi ser også, at de svenske socialrådgivere kun sidder med halvt så mange sager som danskerne, fortæller Bettina Post.

Hun efterlyser derfor et klart kvantum af sager, som en rådgiver må varetage for på den måde at eliminere risikoen for at overse problemer hos udsatte børn.

- Nye paragraffer og tiltag nytter ikke noget, hvis der ikke er beredskab til at varetage dem, siger Bettina Post.

Hun slår fast, at hun ikke er imod efter- og videreuddannelse, som Karin Kildedal efterspørger, men at uddannelse alene ikke kan løse socialrådgivernes problemer ude i kommunerne.

/ritzau/

 

Dagens Gossip