Søren: Regeringen har svigtet mig

Der var svigt fra både Danmark og gidseltagerne ifølge Eddy Lopéz og Søren Lyngbjørn, som netop er blevet frigivet af de somaliske pirater, som kidnappede dem for over to år siden.

- Den danske regering sagde til min mor, mine søskende og min kone efter tre måneder, at de skulle tage det roligt, for den danske regering lader ikke danskere i stikken. Nu har vi siddet her i to år, hvad kalder de det? Det er at lade os i stikken, siger Eddy Lopéz til TV2 News.

Han blev i første omgang glad, da hans familie fortalte om beskeden fra Danmark, fordi han troede på, at Danmark ville hjælpe.

Eddy Lopéz danske medfange, Søren Lyngbjørn har lidt mest fysisk overlast og har været alvorlig syg den seneste tid. Så syg at han hverken har kunne gå eller stå på grund af voldsomme mavesmerter og smerter i fødderne.

Men han mødte ikke sympati fra sine gidseltagere.

- De er ligeglade med, om jeg var kommet til skade. De ville bare have penge for os. De gav os kun smertestillende, fordi de ville holde os rolige, siger Søren Lyngbjørn til TV2 News.

De fire filippinere, der også blev frigivet med de to danskere, er ligesom Eddy Lopéz angiveligt ved godt helbred.

/ritzau/

Dagens Gossip