Soldater til Wammen: Drop sammenlægning

Nicolai Wammen bydes fredag velkommen på posten som forsvarsminister af både Centralforeningen for Stampersone (CS) og Hærens Korporal- og Konstabelforening (HKKF).

HKKFs velkomst ledsages dog af en skarp udmelding fra foreningens formand Flemming Vinther.

- Hvis jeg skal give den nye minister ét godt råd med på vejen, skal det være at genoverveje den beslutning, som hans forgænger lagde op til, om en sammenlægning af forsvarsstaben og forsvarsministeriet, skriver han.

- Det var en dårlig idé, da Nick Hækkerup fremlagde den første gang, og den er ikke blevet bedre i mellemtiden. Jeg håber virkelig, at vores nye minister ser anderledes på den sag, lyder det endvidere.

Centralforeningen for Stampersonel (CS), der er hærens største fagforening, er som udgangspunkt ikke imod sammenlægningen af forsvarsstaben, siger pressechefen Helle Kolding.

- Vi vil gerne høre lidt mere om begrundelsen for at gøre det. Vi har endnu ikke hørt noget konkret fra udspillet endnu - det kunne vi godt savne, siger hun til Ritzau.

Flemming Vinther fra HKKF påpeger, at "forsvaret står midt i den største omstilling i nyere tid," og at "der er masser af opgaver, der skal løses."

Han understreger, at de forestående opgaver kun kan løses til gavn for både forsvaret og medarbejderne, hvis det sker i "en tæt dialog og et konstruktivt samarbejde mellem det politiske niveau og de faglige organisationer."

- Jeg har derfor forhåbninger om, at han (Wammen, red.) vil lede sit nye ministerium i samarbejde med og respekt for forsvarets medarbejdere og organisationer, siger Flemming Vinther.

Hos CS siger Helle Kolding, at Nick Hækkerup satte "mange skibe i søen" i forsvaret, og at man er spændt på, hvor mange, der kommer i land.

Hun giver samtidig den nye minister et godt råd med på vejen:

- Lyt til de faglige organisationer. Lyt til de mennesker, der har med forsvaret at gøre hele vejen igennem organisationen.

- Ikke kun til den øverste ledelse - lyt også til personalet i de mindre prominente job. Lyt til mellemlederne og til dem på gulvet, lyder det fra Helle Kolding.

/ritzau/

Dagens Gossip