Stampe slår tilbage: Fører radikal politik

De Radikale foreslog i 2008 at ændre dansk Afghanistan-politik, så danske soldater hellere skulle træne afghanske sikkerhedsstyrker end bekæmpe Taliban.

Det siger forsvarsordfører Zenia Stampe. Hun afviser Niels Helveg Petersens kritik af, at hendes modstand mod dele af missionen i Afghanistan er i modstrid med den politik, som folketingsgruppen har ført fra 2001 til nu.

- I 2008 fremlagde vi vores eget udspil til en radikal Afghanistan-strategi. Den indebar netop et øget fokus på træning og uddannelse af de afghanske sikkerhedsstyrker frem for en ren kampindsats mod Taliban, siger Zenia Stampe.

- Det er lige præcis den analyse, som jeg bygger min kritik på. Derfor ligger jeg i fuldstændig forlængelse af den politik, der er ført af Det Radikale Venstre i de seneste år.

Niels Helveg Petersen påpeger, at en enig radikal folketingsgruppe i 2001 stemte for, at Danmark skulle følge et klokkeklart FN-mandat med soldater i Afghanistan. En enig radikal folketingsgruppe har siden udformet strategien senest med tilbagetrækning af soldaterne.

Zenia Stampe erkender, at De Radikales strategi først blev affejet af andre partier. Siden blev strategien accepteret, så den ligger til grund for den danske Helmand-plan, påpeger hun.

- Det er ikke hele Afghanistankrigen, som, jeg synes, er forkert. Men en stor og væsentlig del af strategien var forkert. Det erkendte et bredt flertal i Folketinget og lagde strategien om, siger Zenia Stampe.

Hun er ikke uenig i den danske strategi i Afghanistan fra 2001 til 2007.

- Jeg tror ikke, jeg havde vidst bedre end de politikere, der sad dengang, men i dag er vi blevet klogere. Derfor har vi en forpligtelse til at evaluere de beslutninger, vi traf dengang, siger Zenia Stampe.

/ritzau/

 

Dagens Gossip