Stein Bagger tiltalt for ny kriminalitet

Selv om man sidder i fængsel for bedrageri for 831 millioner kroner, så kan man godt fortsætte sin kriminelle løbebane.

Det er i hvert fald, hvad Statsadvokaturen for særlig Økonomisk Kriminalitet - i daglig tale kaldet Bagmandspolitiet - mener, at den 46-årige Stein Bagger har gjort. Og nu er den svindeldømte tiltalt i en ny sag.

Allerede i december sidste år blev den bedrageridømte forretningsmand sigtet for ulovligt at have drevet forretning og dermed overtrådt sin dom fra 2009.

Den nye sag startede, mens Stein Bagger formelt var i praktik under afsoningen i flytte- og opmagasineringsselskabet Dansk-Selfstorage.dk.

Stein Bagger er tiltalt for, at han som praktikant reelt har styret selskabet - og det må han ikke, da han i sin dom blev frakendt retten til at deltage i bestyrelser, direktioner eller på anden måde indgå i virksomhedsledelse.

Bagmandspolitiet mener også, at Bagger har begået underslæb, mens han har siddet i fængsel. Sammen med en 51-årig medtiltalt er Stein Bagger tiltalt for at sælge to trucks i februar 2012, selvom Bagger og Co. kun havde leaset trucksene fra et firma på Fyn.

Bagmandspolitiet mener, at Stein Bagger og den medtiltalte på den måde fik en uberettiget gevinst på 250.000 kroner.

Det har tidligere været fremme, at Stein Bagger også ville blive tiltalt for dokumentfalsk, fordi han var mistænkt for at have brugt en andens kreditkort til at leje en firmabil. Bagmandspolitiet har dog ikke tiltalt Bagger for dokumentfalsk i første omgang.

Der kan dog komme yderligere tiltaleforhold senere, oplyser Bagmandspolitiet.

Politiets påstande er tidligere blevet afvist af Stein Baggers advokat Karoly Németh.

Bagger blev i juni 2009 idømt syv års fængsel efter at have erklæret sig skyldig i svindlen.

Den nye sag forventes at begynde i midten af november.

/ritzau/

 

Dagens Gossip