Sundhedsminister klapper babylugerne i

Regeringen med sundhedsminister Astrid Krag (SF) i spidsen har ingen planer om at få oprettet de såkaldte "babyluger", hvor desperate mødre anonymt kan aflevere deres nyfødte børn på hospitalet.

Således går hun stik i mod sin partifælle sundhedsordfører Özlem Cekic, men efterkommer til gengæld bekymringen fra Red Barnet. Her frygter man, at babyluger i Danmark vil inspirere flere kvinder til at opgive deres spædbørn.

- Jeg synes, at Red Barnets indvendinger mod den idé er meget relevante. Jeg tror heller ikke, at de kvinder, der ønsker at skaffe sig af med deres nyfødte barn, nødvendigvis sætter sig grundigt ind i, hvilke muligheder sundhedsvæsnet tilbyder.

- De vil sandsynligvis have meget dybe sociale og psykiske problemer, og det er derfor slet ikke sikkert, at tilbuddet vil nå dem, siger Astrid Krag.

Forslaget om baby-luger kommer, efter at en nyfødt pige torsdag blev fundet forladt og afkølet i en sportstaske på Vestre Kirkegårds Allé i København.

Ud over Özlem Cekic har Dansk Folkeparti, De radikale og Socialdemokraterne også vist interesse for idéen om babyluger. Men måden at komme problemet til livs på er en helt anden, mener sundhedsministeren.

- Det her er heldigvis ikke et udbredt fænomen i Danmark. Vejen frem er, at kommuner og regioner bliver endnu bedre til at komme ud til de gravide, som har det svært.

- De skal komme med tilbud om støtte og orientering om de mange hjælpemuligheder, der allerede findes, så de kan gennemføre en sund graviditet og træffe de rette valg for dem selv og det nyfødte barn, siger Astrid Krag.

Regeringen har tidligere - mens Pia Olsen Dyhr (SF) var fungerende sundhedsminister - afvist baby-lugerne.

Politiet arbejder med forskellige teorier i sagen om det efterladte barn, for eksempelvis at hun kan være født af en prostitueret fra Rumænien, oplyser efterforskningsleder hos Københavns Politi, Hans Erik Raben.

/ritzau/

 

Dagens Gossip