Superliga: Silkeborg spiller uafgjort mod Horsens

Martin Svensson sørgede med en scoring i overtiden for at Silkeborg søndag fik 1-1 mod AC Horsens i Superligaen.

Den hurtige kantspiller, der netop var blevet sendt fra bænken til banen, fik på akrobatisk vis banket et indlæg over målstregen, så kampen endte med en fortjent pointdeling.

Det så ellers ud til, at gæsterne fra Horsens skulle rejse hjem med alle tre point, da André Bjerregaard et kvarter før tid gjorde det til 1-0 - bare et minut efter sin indskiftning.

Bjerregaard blev spillet fri i højresiden, og selv om vinklen blev en anelse spids, så lykkedes det ham at sende bolden forbi Silkeborg-målmand Lasse Heinze til 1-0.

Begge mandskaber havde hårdt brug for point, og det var værterne fra Silkeborg, der fra start virkede mest opsatte på at komme på måltavlen.

Christian Holst og Christopher Poulsen kom til et par meget gode muligheder før pausen, men begge gange gik bolden lige forbi mål.

Gæsterne stod meget langt tilbage på banen, og der gik mere end en halv time før, Johnny Mølbys mandskab skabte noget farligt.

Troels Kløve forsøgte sig med et fremragende langskud, mens Ken Fagerberg lidt senere var tæt på at heade Horsens foran efter flot forarbejde fra Martin Spelmann.

Generelt blev lokalopgøret spillet på et meget lavt niveau. Mange af Silkeborgs angreb løb ud i ingenting på grund af dårlige afleveringer, og da Horsens pakkede sig langt tilbage på egen banehalvdel, skete der ikke meget.

Pointdelingen betyder, at AC Horsens har 15 point, mens Silkeborg har 11 point efter 12 spillerunder. Begge hold er placeret i Superligaens nederste halvdel.

 

Dagens Gossip