Sverige strammer skruen over for Facebook

Forbrugere bliver i alt for høj grad generet af vildledende annoncer på Facebook.

Det mener den svenske Forbrugerstyrelse, Konsumentverket, der nu kræver, at det sociale netværk frasorterer disse former for annoncer.

Det skriver den svenske radiostation, Ekot.

- Vi får dagligt flere og flere anmeldelser fra forbrugere, der føler sig bedraget, siger Henrik Örnstedt, der er sagsbehandler i Konsumentverket.

I løbet af det første halvår er antallet af anmeldelser om vildledende annoncer på Facebook således eksploderet, oplyser den svenske forbrugerstyrelse.

Det handler blandt andet om annoncer, der fører til uønskede abonnementer og ubevidste transaktioner.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Konsumentverket hæfter sig ved, at forbrugerne ofte ikke får alle nødvendige oplysninger om de pågældende produkter, men blot udvalgt information, der risikerer at narre forbrugeren.

I flere tilfælde har kunden kun mulighed for at få oplyst hele købets pris og betingelser, hvis personen læser det med småt skrift nederst på siden eller via et link.

I begge tilfælde mener Konsumentverket, at denne typer annoncer overtræder den svenske markedsføringslov, hvor der står, at det er ulovligt at udelade væsentlige oplysninger eller give dem på en uklar måde.

I Danmark ser Forbrugerombudsmanden med interesse på det svenske initiativ.

- Hvis de svenske myndigheder kan få Facebook til selv at fjerne annoncerne, så ser vi med interesse på det.

- Det vil være mere effektivt, end at vi skal kontakte hvert enkelt annoncør, siger Tina Morell, der er chefkonsulent ved Forbrugerombudsmanden.

Hun har onsdag taget kontakt til sine svenske kolleger for at høre nærmere om den svenske historie.

- Vi mener, at der er for mange vildledende annoncer. Vi gør alt, hvad vi kan for at begrænse det. Det vil spare forbrugerne for ærgrelse og os for en masse arbejde, siger chefkonsulenten.

I Sverige har Konsumentverket krævet, at Facebook i løbet af denne uge præsenterer en handlingsplan for at dæmme op for problemet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip