Syg chefredaktør stopper på Se og Hør

Chefredaktør på Se og Hør Kim Henningsen stopper efter fire år i jobbet. Kim Henningsen har i en længere periode været sygemeldt, og fratrædelsen afspejler hans egne ønsker for fremtiden, oplyser Aller Media.

- Det har været fire spændende og gode år på et blad med nogle af Danmarks mest dedikerede kendis-medarbejdere, siger Kim Henningsen.

- Men under et langt sygdomsforløb, som jeg næsten er ude af, har jeg selvfølgelig gjort mig en del tanker om fremtiden. Derfor er jeg glad for den aftale, vi har indgået, fortæller han.

- Jeg har været meget glad for samarbejdet med Kim Henningsen i hans job som chefredaktør for Se og Hør, siger Per Ingdal, udgiverdirektør ved Aller Media.

- Kim har til fulde udfyldt rollen som ansvarlig for at lede redaktionen og udvikle profilen for et blad, som via sit stærke og kontroversielle brand ofte befinder sig i andre mediers søgelys, fortæller han i en pressemeddelelse.

Kim Henningsens journalistiske aftryk er blevet bemærket i både ind- og udland, blandt andet da han valgte at publicere billeder af en topløs britisk hertuginde Catherine på ferie i Frankrig. Det medførte stor opmærksomhed fra den internationale medieverden.

Kim Henningsen kom fra BT og overtog posten fra den omstridte chefredaktør Henrik Qvortrup.

/ritzau/

 

Dagens Gossip