Syriens hær dræber brite og amerikansk kvinde

Syriske regeringsstyrker har dræbt tre vesterlændinge - heriblandt en amerikansk kvinde og en britisk mand - under kampe i den nordvestlige del af landet nær grænsen til Tyrkiet, lyder det fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

- De blev skudt under et bagholdsangreb i Idlib-regionen, og hæren fandt dem med kort over militære positioner, siger Rami Abdel Rahman, der er chef for aktivistgruppen.

Han siger, at de tre personer angiveligt arbejdede for oprørerne i det borgerkrigshærgede land.

De tre personer - hvoraf to er muslimer - skulle have været i færd med at tage billeder af militærposter på vejen mellem byen Harim ved den tyrkiske grænse og Idlib længere mod syd, da de blev angrebet af regeringsstyrkerne, fortæller han videre.

Ifølge Reuters er 33-årige Nicole Mansfield fra den amerikanske delstat Michigan blandt de dræbte. Hun var konverteret til islam og rejst til Syrien for at kæmpe for oppositionen.

- Jeg er bare knust, siger kvindens tante Monica Mansfield Speelman til Reuters.

Tanten blev informeret om sin nieces død af FBI, fortæller hun.

Det står stadig ikke klart, hvor det sidste dødsoffer er fra.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV