Teenager anholdt for masseskyderi på mors dag

Politiet i New Orleans har anholdt en ung mand, som formodes at stå bag skyderiet under en mors dag-parade i byen søndag. Det skriver flere amerikanske medier.

Den 19-årige er mistænkt for at have åbnet ild mod en folkemængde og såret 19 personer af skuddene - heriblandt to børn.

Adskillige personer har identificeret ham ud fra videooptagelser, hvor man ser en ung mand rette et håndvåben og affyre skud mod en gruppe mennesker, der flygter i alle retninger. Nogen falder sammen på jorden.

De fleste af de sårede er blevet udskrevet fra hospitalet.

Politiet havde offentliggjort billeder og navnet på den 19-årige. Desuden var der udlovet en dusør på godt 14.000 kroner for oplysninger, der ville føre til anholdelse af de skyldige.

Det amerikanske forbundspoliti FBI har udtalt, at skudepisoden ikke var terrorrelateret.

- Ud fra vores efterretninger har vi ingen grund til at tro, at det var en terrorhandling, sagde Mary Beth Romig, der er talsperson for FBI i New Orleans, ifølge CBS News.

/ritzau/

 

Dagens Gossip