Teenager fundet udmagret og dækket af igler

En australsk teenager, der forsvandt fra sit hjem i en forstad til Sydney for mere end to måneder siden, er blevet fundet i live i et naturområde nord for millionbyen.

Den 18-årige Matthew Allen var stærkt udmagret, udmattet og dækket af igler, da han blev fundet, lyder det fra politiet.

Allens familie havde frygtet det værste, for efter at drengen, der har en ikke oplyst medicinsk lidelse, forsvandt, blev hverken hans mobiltelefon eller hans bankkonto brugt.

Det var to personer på vandretur, der opdagede teenageren i naturområdet mindre end to kilometer fra hans hjem.

Han havde tabt halvdelen af sin kropsvægt og havde adskillige insektbid. Han var også blevet delvist blind og havde koldbrand i sine underben og fødder, fortæller politiet.

- Han var fuldstændig udmattet, dehydreret, havde lidt et signifikant vægttab - op til 50 procent. Han havde igler over hele kroppen, lyder det fra politiinspektør Glyn Baker.

Politiet mener, at Allen med vilje havde gemt sig, så vandrere i området ikke kunne finde ham.

Han fortalte redningsarbejdere, at han overlevede ved at drikke vand fra et vandløb, der var stort set udtørret, da han blev fundet.

Han er nu i behandling for sine skader på et hospital, men han er uden for livsfare.

Politiet har endnu ikke haft lejlighed til at tale med teenageren, men familien glæder sig til at få ham hjem igen.

- Hans familie er ekstatisk over at han er i live og har det godt, siger Baker.

Allen har overlevet ekstreme vejrforhold. I sidste uge oplevede Sydney en rekordvarm dag med temperaturer på omkring 46 grader.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip