Teenager kræves fængslet for sexovergreb i Skibby

Anklagemyndigheden hos Nordsjællands Politi vil tirsdag kræve en 19-årig mand fængslet for et seksuelt overgreb mod et barn.

Politiet er meget hemmelighedsfulde i forbindelse med sagen og ønsker ikke at bidrage med oplysninger.

- Der er rejst sigtelse efter paragraf 222 stk. 1 i straffeloven, fortæller anklager Stinne Ruby til Ritzau.

Paragraffen drejer sig om samleje med en person mellem 12 og 15 år, og manden bliver tirsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød.

Ifølge Hillerød Posten, som er til stede ved retsmødet, skulle den forurettede være en 13-årig pige. Overgrebet er sket i Skibby i Hornsherred på Nordsjælland og er foregået natten mellem søndag og mandag.

Dommeren har valgt at lukke dørene til grundlovsforhøret af hensyn til pigens alder og af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip