Tesfaye ikke formand på grund af baggrund

Mattias Tesfaye, som ved SF's landsmøde i april blev valgt som SF's næstformand sammen med Lejres borgmester, Mette Touborg, kandiderer ikke til posten som partiformand i stedet for Villy Søvndal.

- Nej. Jeg er valgt til at få vores partiorganisation til at fungere. Lige nu skal jeg sørge for, at der kommer en ordentlig proces og demokratisk måde at få valgt vores nye formand på. Så det er jeg optaget af. Jeg er ikke kandidat, siger Mattias Tesfaye.

I 2001 blev han uddannet murer og er faglig sekretær i 3F's Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening. Han begyndte som medlem af DKP-ml, som han forlod i 2005 til fordel for Enhedslisten, hvorfra han gik i 2008.

I 2010 kom han i SF's landsledelse efter sit forslag om at indføre en maksimal bruttoløn på 50.000 kroner om måneden. I april i år blev han valgt som SF's næstformand i stedet for Meta Fuglsang efter ønske fra partiformanden Villy Søvndal.

Mattias Tesfaye opfatter ikke sig selv som en særlig velegnet partiformand med sin arbejderbaggrund og mener ikke, han kan vende SF's store tilbagegang i meningsmålingerne.

- Jeg er rimelig fortrøstningsfuld ved, at SF får en god ny formand. Vi mangler ikke dygtige politiske ledere i vort parti, så det tager jeg meget afslappet, siger Mattias Tesfaye.

Han mener, at SF's vej frem går via akutpakken, som skal hjælpe langtidsledige, der fra nytår mister dagpenge, samt regeringens andre initiativer som energipakken, grøn omstilling og en større social retfærdighed.

Dagens Gossip

Dagens TV