Thatchers båre køres gennem Londons gader

Under stort sikkerhedsopbud indledte London onsdag den største politiske begravelse i næsten 50 år.

Ved en ceremoniel begivenhed, der tåler sammenligning med Winston Churchills begravelse i 1965, blev begravelsen af Margaret Thatcher indledt klokken 11.00.

Thatchers båre, der er indsvøbt i det britiske flag Union Jack, blev omkring klokken 11.30 båret over på en hestetrukken kanonlavet ved et kapel i parlamentet. Herfra køres den langsomt gennem Londons gader frem til St. Pauls Cathedral.

Langs ruten står 700 soldater fra hæren, flåden og luftvåbnet for at vise den afdøde premierminister en sidste ære. Derudover har titusindvis af andre taget opstilling i gaderne.

Selv om det ikke officielt er en statsbegravelse, så har briterne sat alle sejl ind ved begravelse af "Jernladyen."

Over 4000 politifolk er udstationeret i Londons gader under begivenheden, og sikkerheden er blevet yderligere skærpet i sidste øjeblik på grund bomberne ved Boston Maraton mandag.

Big Ben vil ikke slå som sædvanligt, når Margaret Thatchers kiste køres igennem gaderne. Klokken vil være lydløs i anledning af begravelsen, hvilket sker for første gang siden Churchill blev stedt til hvile.

Begravelsen i St. Pauls Cathedral i det centrale London finder sted ni dage efter, at den 87-årige kompromisløse leder døde af et hjertetilfælde.

Over 2300 mennesker fra 170 forskellige lande er inviteret med til begravelsen, der begynder klokken 12 dansk tid. Blandt de kendte gæster er dronning Elizabeth II, Andrew Lloyd-Webber, skuespilleren Joan Collins og Top Gear-værten Jeremy Clarkson.

Den danske regering vil være repræsenteret ved den danske ambassadør Anne H. Steffensen.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip