Thorning tager intern kritik helt roligt

Kritikken af anlægsloftet fra flere socialdemokratiske medlemmer af Folketinget bider ikke på statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

På sit ugentlige pressemøde tirsdag siger hun, at det "der handler om Socialdemokraterne, det tager vi stille og roligt internt. Det behøver I ikke bekymre jer om".

- Det er ikke første gang i min tid som partileder, at der ikke er 100 procents enighed. Det tager jeg ganske roligt, siger Helle Thorning-Schmidt.

I et debatindlæg tirsdag i Politiken skriver Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn (S), at der skal investeres "mere" i offentlige bygninger og anlæg for at få skabt flere arbejdspladser hurtigt.

Han bakkes op af flere medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe, der dermed lægger sig ud med regeringens linje, om at EU's økonomiske sparekrav ikke levner plads til yderligere offentlige investeringer.

Ifølge Prehn "virker det oplagt i hvert fald at justere anlægsloftet i landets kommuner, så nogle af de penge, kommunerne faktisk har på kistebunden, kan bruges til at energirenovere skoler og bygge nye børnehaver".

Finansminister Bjarne Corydon (S) har efterfølgende til TV2 News kaldt indlægget fra Rasmus Prehn for en "lige lovning smart måde" at markere sig selv på.

Ifølge Politikens oplysninger talte såvel Helle Thorning-Schmidt som Bjarne Corydon i sidste uge dunder til den socialdemokratiske folketingsgruppe for at sikre opbakning til de stramme økonomiske tøjler.

Anlægsloftet betyder, at kommunerne maksimalt må bruge 15,5 milliarder kroner på anlægsudgifter i 2013. En ramme, der er markant mindre end i 2012.

/ritzau/

 

Dagens Gossip