Tinkov om brud: Sponsoren skal bestemme alt

Oleg Tinkov og Bjarne Riis har været uenige om den fremtidige strategi for Saxo-Tinkoff, og derfor bryder parterne med hinanden efter 2013.

Den russiske bankejer mener dog, at det er ham som sponsor og ikke holdejer Bjarne Riis, der burde bestemme strategien. Sådan må man tolke en af Oleg Tinkovs seneste ytringer på Twitter.

- I cykelsport er der ingen holdejer. Det er i sidste ende sponsorerne, der ejer holdet. Der er ingen andre indtægter, så sponsoren dikterer reglerne, skriver Oleg Tinkov.

Russeren fortsætter med at kritisere Saxo-Tinkoffs spanske kaptajn Alberto Contador, der for nylig blev nummer fire i Tour de France.

Contador var ikke i nærheden af at true den britiske vinder Chris Froome (Sky).

- Det bekymrer mig, at han for et vildt pengebeløb - fem gange så meget som Froome - ikke har vundet et eneste løb i hele sæsonen, skriver Oleg Tinkov.

Den russiske rigmand oplyser, at han for to uger siden informerede Bjarne Riis om, at han ikke var interesseret i at fortsætte som sponsor efter 2013. Tinkov har i stedet tænkt sig at starte et nyt cykelhold.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV