Træner truer dansk landsholdsspiller på livet

Monaco-træner Claudio Ranieri er så rasende over tirsdagens 0-3-nederlag til Caen i den næstbedste franske fodboldrække, at han har truet sine spillere på livet, hvis de ikke vinder næste kamp fredag mod Nimes.

Dermed truer Ranieri også indirekte den danske landsholdsspiller Jakob Poulsen, der er en del af truppen i Monaco.

- Jeg er sur. Fysisk var de bedre end os. Jeg ønsker at vinde, og vi skal vinde. Ellers må jeg dræbe dem, siger Claudio Ranieri ifølge Reuters.

- De hold, vi møder, er mere kompakte end os. De giver sig 100 procent, og da vi ikke gør det samme, så bliver det svært for os, konstaterer den tidligere Juventus-træner.

Monaco indtager andenpladsen i Frankrigs næstbedste fodboldrække med 32 point efter 17 spillerunder. Nantes har et point mere på førstepladsen.

Da de tre bedste hold rykker op ved sæsonafslutningen, så har monegaskerne gode chancer for oprykning.

/ritzau/

 

Dagens Gossip