Tragedie før kapsejlads: OL-guldvinder dræbt

Den britiske OL-gulvinder Andrew Simpson har mistet livet under træningen til sejlsportens mest berømte kapsejlads - America's Cup. Det bekræfter hans hold, Artemis Racing, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Hele holdet er knust over, hvad der er sket. Vores tanker går ud til Andrews kone og familie, lyder det fra direktør Paul Cayard fra Artemis Racing.

Andrew Simpson blev fanget under den svenske katamaran i omkring 10 minutter i bugten ved San Francisco, og han blev hevet op af vandet af en anden sejlbåd.

- Redningsarbejdere forsøgte at genoplive ham, mens han blev transporteret tilbage til St. Francis Yacht Club. Men da de nåede frem, måtte de erklære ham død, fortæller Mindy Talmadge fra brandvæsnet i San Francisco.

Et andet besætningsmedlem på båden blev kvæstet under ulykken, men skaderne er ikke livstruende, lyder det. 12 personer var om bord på katamaranen, da den kæntrede i bugten. Alle er hevet op af vandet.

America's Cup er sejlsportens mest prestigefyldte kapsejlads, og konkurrencen er opkaldt efter trofæet, der kæmpes om. Den første kapsejlads fandt sted i forbindelse med verdensudstillingen i London i 1851.

Andrew Simpson vandt guld ved De Olympiske Lege i Beijing i 2008.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip