Trak bukserne af ældre kvinde: Plejehjemskrænker anholdt

Godt og vel to uger efter at en mand kravlede op i sengen til en 100-årig kvinde på et plejehjem i Herning og krænkede hendes blufærdighed, er en ung mand nu anholdt og sigtet i sagen.

Han blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag, hvor en dommer besluttede, at sigtelserne mod ham er så velunderbyggede, at han skulle varetægtsfængsles i fire uger.

LÆS OGSÅ: Mand trak bukserne af 99-årig midt om natten

Politiet har haft manden i kikkerten, og fredag eftermiddag blev han anholdt på gaden i Herning, hvor to betjente genkendte ham blandt andet på hans tatoveringer.

Der er tale om en 24-årig mand fra Vanløse i København, som holder til i Herningområdet, oplyser vagtchef Jørgen Jensen, Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet mener, at det var ham, der den 6. september trængte ind på Vesterled Plejehjem og krænkede den gamle kvinde. Hun gjorde modstand, da han befølte hende og trak hendes bukser ned, og det fik gerningsmanden til at forsvinde.

Den 24-årige er sigtet for blufærdighedskrænkelse og også for røveri og trusler mod politiet.

Røverisigtelsen kom til natten til fredag. Han mistænkes for et røveri mod McDonalds på Silkeborgvej i Herning.

Her kom en røver ind kort før klokken fem og truede sig til mad for 97 kroner ved at sige, at han havde en kniv i lommen.

Vagtchefen kan ikke oplyse, hvordag den 24-årige forholder sig til sigtelserne mod ham.

/ritzau/

 

Dagens Gossip