Tv-kommentator bakker mavesyg Wilbek op

'Sygdom er enhver mands ret.'

Sådan lyder meldingen fra TV 2's håndboldekspert Bent Nyegaard. Han kan ikke forstå den kritik, der har været af landstræneren, efter han måtte droppe det officielle pressemøde efter VM-finalen på grund af et maveonde.

- Jeg er helt uenig med alle de folk, som angriber Ulrik Wilbek i den her sag. Enhver ved, at man møder op til et pressemøde og siger tak for kampen til modstanderen, men hvis Ulrik Wilbek var for syg til at deltage og landsholdslægen endda bakkede ham op, så skal man da ikke blande sig i det, siger Bent Nyegaard til sporten.tv2.dk.

Kritikken af landstræneren har været massiv siden finale-nedturen. Den spanske landstræner Valero Rivera kaldte det 'uværdigt', at Ulrik Wilbek ikke dukkede op til det officielle pressemøde, og senere haglede kritikken ned over landstræneren fra de danske medier.

Blandt andet lød dommen på BT's forside, at det danske VM-hold havde været nogle 'hundehoveder, hængerøve, fæhoveder, lusede amatører, feje hunde, elendige klamphuggere, skidesprællere, jammer-kommoder, narrehatte og socialdemokrater!'

Men den kritik er håndboldeksperten altså ikke enig i. Men i stedet mener han, at Dansk Håndbold Forbund (DHF) kunne have taklet situationen anderledes. Han mener, at assistenttræner Henrik Kronborg burde være mødt op til pressemødet i stedet for Wilbek.

Kilde: TV 2 Sporten

 

Dagens Gossip