Tyler: Rolf Sørensen er næppe ren

Formanden for Danmarks Cykle Union, Tom Lund, opfordrer nu Rolf Sørensen til at lægge kortene på bordet.

Det sker, efter at den tidligere professionelle cykelrytter Tyler Hamilton har sagt til DR2-programmet Deadline, at han anser det som usandsynligt, at Rolf Sørensen har vundet sine sejre i Tour de France uden brug af doping.

Tom Lund opfordrer derfor Rolf Sørensen til at melde klart ud om sit forhold til doping.

- Rolf er agent for en række unge cykeltalenter, derfor ville det være rart for os, hvis han kom ud og gav et klart statement, siger Tom Lund til Deadline.

Tyler Hamilton har netop udgivet bogen "Det hemmelig løb", hvor han i detaljer beskriver, hvor omfattende brugen af doping var i cykelsport, da han selv var aktiv i 1995-2008.

I bogen rejses der alvorlige anklager mod Lance Armstrong for systematisk brug af doping.

Også Bjarne Riis beskyldes for som holdejer at have skubbet på sine ryttere til at anvende doping og blandt andet sætte Hamilton i forbindelse med den berygtede doping-læge Fuentes.

I forbindelse med vurderingen af Rolf Sørensen i Deadline fortæller Hamilton, at det er hans opfattelse, at op til 80 procent af rytterne i feltet for ti år siden var dopede.

Rolf Sørensen er aldrig blevet taget for doping i sin cykelkarriere, og danskeren har altid hævdet, at han var "ren". Danskeren kørte for Rabobank i perioden fra 1996-2000.

Deadline har forsøgt at få en kommentar fra Rolf Sørensen, men uden held.

 

Dagens Gossip