Udlicitering er mest populært i røde kommuner

Kommunerne er blevet glade for at invitere private virksomheder ind for at yde kommunal service, og det er især de røde kommuner, der udliciterer i stor stil, viser analyse fra Ugebrevet A4.

Af de ti kommuner, som har øget udliciteringsgraden mest i 2012, er otte styret af en rød borgmester, mens kun to er borgerlige, viser analysen, som er lavet på baggrund af Økonomi- og Indenrigsministeriets Kommunale Nøgletal.

En af de kommuner, som har øget opgaveudbuddet til private virksomheder mest, er den socialdemokratisk styrede kommune Holstebro.

- Vi har været bevidste om, at der hele tiden skal være konkurrence, så vi får de bedste varer til den bedste pris. Det har vi især været på park- og vejområdet, hvor jeg tror, vi er førende i landet omkring udlicitering, siger Holstebros borgmester H.C. Østerby (S).

I 2009 blev 24,4 procent af de udgifter, som må udbydes til private, varetaget uden for kommunalt regi i Holstebro, mens det sidste år var 30 procent.

Samtidig viser A4-analysen, at der er en overvægt af V- og K-borgmestre i de ti kommuner, som har skruet mest ned for udliciteringen.

Seks af de ti kommuner har en borgerlig borgmester, mens tre har en socialdemokratisk, og en enkelt kommune er styret af en lokal liste.

65 af landets 98 kommuner har siden det seneste kommunalvalg i 2009 skruet op for udliciteringen.

I de offentligt ansattes fagforbund FOA undrer formand Dennis Kristensen sig over udviklingen.

- Det er påfaldende, at så mange røde kommuner vurderer, at de kan få gevinster på både pris og kvalitet ved at udlicitere. De røde er hoppet med på de blås argumentation for, hvor meget man kan hente, hvilket ikke holder vand i virkeligheden, siger han til A4.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV