Ulykkestræf: Harleyer udbrænder under MC-fest

Juli er højsæson for motorcyklister, og torsdag aften blev politiet i Midt- og Vestjylland kaldt ud til den ene ulykke efter den anden.

I løbet af en god halv time var der tre ulykker med fire motorcykler indblandet.

Og de mange ulykker var usædvanlige på to måder, fortæller vagtchef Jens Claumarch.

- Ingen mistede livet, og tre af de fire motorcykler brændte helt ud. Det er ellers ikke noget, vi ofte ser i forbindelse med MC-uheld, siger han.

Han fortæller, at der om sommeren hver torsdag aften er motorcykeltræf i nærheden af Herning, så derfor var der ekstraordinært mange af de tohjulede maskiner på vejene.

Fem minutter i seks kom den første anmeldelse.

Tæt ved en svæveflyveplads i Arnborg ville en motorcyklist dreje til højre, men lige før han skulle svinge, blev han ramt bagfra af en kammerat. Begge kørte på en Harley Davidson.

- Den forreste motorcykel vælter ved påkørslen, og begge motorcykler bryder i brand.

De to personer kommer begge fra Ribe. Den ene - en 51-årig mand - er indlagt på sygehuset i Herning med en punkteret lunge og en brækket ryg.

Hans 60-årige kammerat kom ikke til skade.

Syv minutter senere måtte endnu en motorcyklist se sit køretøj gå op i flammer.

- Tilsyneladende bremser den kvindelige fører for hårdt op, og maskinen vælter. Hun slap med hudafskrabninger, siger vagtchefen.

Kvinden er 49 år og fra Billund. Ulykken skete tæt på Kibæk - få kilometer fra den første ulykke.

Den tredje ulykke skete klokken 18.38, da en 22-årig fører med en 30-årig kammerat på bagsædet kørte galt ved Ørnhøj vest for Herning. Begge personer var berusede, og ingen af dem bar styrthjelm.

- Desuden var der ingen nummerplade på maskinen, og føreren har ikke kørekort til motorcykel, fortæller Jens Claumarch.

De to mænd er fra lokalområdet. Passageren er indlagt på intensivafdelingen i Herning med en kraftig hjernerystelse. Føreren kom ikke noget til.

/ritzau/

 

Dagens Gossip