To unge mænd uden for livsfare efter strøm-ulykke

En tragisk ulykke ved en årlig ølstafet i Nordsjælland søndag ser nu ud til ikke at koste menneskeliv, selvom to unge mænd på 23 og 24 år fik kørestrøm igennem sig på Helsingør Station, oplyser Nordsjællands Politi.

- Vi fik en melding omkring klokken 11, om at de begge er uden for livsfare. Deres tilstand er stabil, men de er fortsat indlagt, siger vagtchef Ole Hestbæk til Ritzau.

De to unge mænd deltog i en årlig ølstafet, hvor en gruppe på omkring 3.000 udklædte unge går fra Snekkersten Station til Kronborg, hvor de holder fest.

- På Helsingør Station kravler en ung mand op på et tog, der holder på et rangerspor. Her springer strømmen fra køreledningen og rammer ham, så han falder om, og der går ild i hans tøj, fortalte vagtchef Jan Hedager tidligere til Ritzau.

Den anden mand ser, hvad der sker, og kravler op på taget for at redde den bevidstløse mand med ild i tøjet ned fra toget.

- Men da han kravler op på toget, springer strømmen igen fra køreledningen og rammer begge mænd, som falder ned fra toget, forklarede Jan Hedager.

Politiet, der fulgte de unge mennesker på ølstafetten, var hurtigt på stedet.

- Vi får gennet resten af de unge videre og givet de to unge mænd førstehjælp, indtil to ambulancer og en akutlæge kort efter når frem til stedet, sagde Jan Hedager.

Kort efter bliver den ene af mændene fløjet i helikopter til Rigshospitalets Traumecenter, mens den anden bliver kørt samme sted hen i ambulance med politieskorte.

Ifølge Helsingør Dagblad går ølstafetten, som de to mænd deltog i, under navnet Tour de Druk og samler hvert år flere hundrede unge.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV