Unge med læseproblemer klarer sig godt

Siden den første Pisa-undersøgelse udkom for mere end 10 år siden, har danske børns dårlige evner til at læse bekymret politikere og eksperter.

Men det viser sig, at de dårlige læsere klarer sig godt, skriver Jyllands-Posten.

Langt over halvdelen af de elever, som er blevet døbt "funktionelle analfabeter" i folkeskolen, kommer i gang med en uddannelse. Læseproblemer er sjældent grunden til, at unge ikke får en uddannelse, siger ungdomsforsker.

60 procent af de elever, som scorer lavest i Pisa-undersøgelserne - de såkaldte funktionelle analfabeter - er ifølge en undersøgelse fra Aarhus Universitet i gang med eller har afsluttet en ungdomsuddannelse tre år efter, de forlod folkeskolen.

Og fra ungdomsuddannelserne lyder det, at man i dag godt kan hjælpe de dårlige læsere til en studentereksamen eller et svendebrev.

Gymnasierne screener elever for læseproblemer, opretter læsekurser og tilbyder it-programmer, der kan læse tekster op på elevernes computer.

- I dag siger vi, at hvis de selv har viljen, kan vi hjælpe dem til at blive studenter, siger Jens Boe Nielsen, formand for gymnasierektorerne, som bakkes op af Peter Amstrup, formand for lederne på erhvervsskolerne.

- Det viser sig, at mange af dem rykker sig meget på kort tid, når de kommer ind i et andet miljø, hvor der for eksempel er flere praktiske øvelser. Mange af dem bliver jo glimrende håndværkere, siger Peter Amstrup.

Så sent som for to uger siden, da regeringen præsenterede sin skolereform, var begrundelsen, at mere end 15 procent forlader skolen uden at kunne læse godt nok til at kunne få en uddannelse.

Noemi Katznelson, leder af Center for Ungdomsforskning, har i flere år undersøgt unge, som ikke får en uddannelse. Hun er ikke overrasket over, at de dårlige læsere klarer sig godt:

- Det er meget sjældent, at det kun er læseproblemer, der er årsag til, at unge ikke kan klare en uddannelse. Det skyldes en vifte af sociale og psykiske problemer, siger hun.

/ritzau/

Dagens Gossip