Usain Bolt: Nederlag har aldrig bekymret mig

Usain Bolt var tilbage på toppen torsdag aften, da han vandt 200 meter-løbet ved Bislett Games i Oslo i overlegen stil.

Dermed fik verdens hurtigste mand også tilbagevist mistanken om, at han skulle være i dårlig form, efter at han meget overraskende måtte se sig slået på 100 meteren af Justin Gatlin i Rom i sidste uge.

- Jeg har aldrig været bekymret, bare fordi jeg har tabt et løb. Det er jo det samme hvert eneste år: Alle vil gøre alt for at slå Usain Bolt.

- Det var det eneste, Justin Gatlin havde i tankerne, da han kom til Rom. Derefter tabte han straks sit næste løb til en franskmand, siger Usain Bolt ifølge nyhedsbureauet dpa.

Han understreger, at det vigtigste er at være på toppen ved OL, VM og de øvrige store atletikbegivenheder.

- Jeg ved præcis, hvordan jeg skal løbe, og hvordan jeg skal træne. Hvert år slår jeg alle ved de store mesterskaber. Og det er det eneste, det handler om. Det handler ikke om et enkelt tabt løb, siger den jamaicanske hurtigløber.

Årets store højdepunkt bliver VM i Moskva, der afvikles mellem den 10. og den 18. august.

/ritzau/

 

Dagens Gossip