USA's industri er i det bedste humør i to år

Nye tal viser, at optimismen i de amerikanske industrivirksomheder i august nåede det højeste niveau i over to år.

Det er specielt bugnende ordrebøger, der får mundvigene i virksomhederne til at pege op hos amerikanerne.

Cheføkonom i Sydbank, Jacob Graven, vurderer det som tegn på, at den økonomiske vækst i USA er på vej op i gear efter et par sløve år.

- Med stigende optimisme i virksomhederne er vejen banet for, at den amerikanske forbundsbank (FED) kan lade seddelpressen rulle lidt langsommere.

- I det seneste år har forbundsbanken opkøbt amerikanske obligationer for 85 milliarder dollar om måneden for nye penge for at puste mere liv i amerikansk økonomi, siger Jacob Graven i en skriftlig kommentar.

Graven forventer, FED vil sænke beløbet til omkring 70 milliarder på det næste rentemøde den 18. september.

- Der er dog to jokere. For det første kan en svag arbejdsmarkedsrapport for august, der offentliggøres på fredag få forbundsbanken til at tøve. For det andet kan konflikten omkring Syrien betyde, at FED vil se tiden an, inden opkøbene nedtrappes, påpeger Jacob Graven.

Det økonomiske nøgletal, der overraskede økonomerne er det såkaldte SMI, der i juli steg fra 50,9 til 55,4 gik yderligere op til 55,7 i august. Det er det højeste niveau i 26 måneder, og viser optimisme i både virksomheder og husholdninger.

Cheføkonom i Nordea, Helge J. Pedersen, siger, at det er godt ny for dansk økonomi.

- Fremgangen i USA vil sprede sig som ringe i vandet til andre steder på kloden. Således vil Europa og dermed også Danmark nyde godt af fremgangen i verdens ubetinget største økonomi, fordi eksportudsigterne forbedres, siger Helge J. Pedersen i en skriftlig kommentar.

Han peger på, at det også vil understøtte eurozonen i bestræbelserne på endegyldigt at kæmpe sig tilbage på vækstsporet, hvilket på sin side også øger Danmarks eksportbetingelser på nærmarkederne.

/ritzau/

Dagens Gossip