V: Gymnasierne skal selv vælge deres elever

Det er for let at slippe gennem portene til gymnasiet. Derfor giver det god mening at udsætte håbefulde gymnasieelever for en adgangsprøve, inden de får lov til at starte i 1.g.

Det mener man i Venstre, som dermed tilslutter sig Dansk Industris (DI) ønske om at gøre det sværere at blive erklæret egnet til det almene gymnasium.

Og står det til det store borgerlige parti, så er det gymnasierne selv, der bør vurdere, hvem der er egnede eller uegnede til studenterhuen.

- Det skal være muligt, institutionerne at screene eleverne, i stedet for, at det er UU'erne (uddannelsesvejlederne), der har det afgørende ord i, om et ungt menneske er klar til at starte på en ungdomsuddannelse, sige Peter Juel Jensen (V), børne- og undervisningsordfører i Venstre.

Uddannelsesinstitutionerne bør ifølge Venstre have mulighed for at teste de unge ansøgeres evner inden for dansk, matematik og engelsk - og det bør ikke kun være gymnasierne, der skærper kravene.

- Vi kan jo se, at 47 procent af dem, der bliver optaget på erhvervsskolerne ikke gennemfører. Ifølge erhvervsskolerne selv, er det fordi, at eleverne ikke har de faglige forudsætninger, siger Peter Juel Jensen, og fortsætter:

- Det giver både personlige nederlag og er et stor ressourcespild, siger han.

I Socialdemokratiet mener man ikke, at adgangsprøver alene kan løse udfordringerne på ungdomsuddannelsesområdet. Det siger børne- og undervisningsordfører Troels Ravn (S), som dog ikke ønsker at kommentere det konkrete forslag fra DI.

- Det er et komplekst spørgsmål, og det er ikke bare et enkelt element, man kan hive frem og sige: Jamen, der skal optagelsesprøver til, siger han og fortsætter:

- Der er mange ting, der skal spille sammen, og vi skal ind og se på, hvordan vi generelt hæver kvaliteten på erhvervsuddannelserne, så de kan tiltrække flere unge.

Ifølge Jyllands-Posten optages 65 procent af unge i dag på gymnasiet og kun 19 procent på erhvervsskolerne.

/ritzau/

Dagens Gossip