Våd sommer udløser badeforbud ved Klinteby Strand

En meget våd sommer rammer nu badegæsterne ved Karrebæksminde Strand, oplyser Næstved Kommune.

På Klinteby Strand er der nemlig nu udstedt et badeforbud, og det er regnvejrets skyld.

Den megen regn betød nemlig, at urenset spildevand blev ledt ud ved strandene langs Karrebæksminde Bugt.

Det betød igen forhøjet indhold af sygdomsfremkaldende bakterier i de analyser, der blev taget af badevandet.

Klinteby Strand har derfor fået klassifikationen ”ringe”, og det betyder, at Næstved Kommune fraråder al badning ved Klinteby Strand i hele badesæsonen 2012.

Og hos kommunen er man klar over alvoren.

- Fra kommunens side gør vi alt hvad vi kan for at undgå de her situationer. Med vores nye spildevandsplan vil spildevandet blive betragteligt forbedret over de næste 10 år. Ved klinteby forbedres spildevandsrensningen allerede i år, da 59 ejendomme laver pileanlæg og dermed fjernes spildevandet fra vandløbet, der løber ud til stranden, siger Charlotte Weber fra Natur & Vand ved Næstved Kommune.

Dagens Gossip