Vanvid fra broer i Holstebro: Smed mursten mod kørende biler i nat

Politiet i Holstebro beder om hjælp til at finde gerningsmændene til livsfarlige drengestreger i nat.

I to tilfælde smed en eller flere gerningsmænd mursten ned fra broer over veje i byen, og i begge tilfælde fløj murstene ind gennem forruden.

I det ene tilfælde blev den 20-årige Benjamin Holdgaard Ørskov ramt i brystet. Det skete klokken 01.30 ved en bro ved Drivvejen i Ellebækkvarteret.

- Pludselig lyder der et brag, der er glasskår over det hele og jeg føler et voldsomt tryk mod mit bryst, siger han til P4 Midt&Vest.

Murstenen lå på bagsædet og forruden var smadret.

I det andet tilfælde blev en forrude på en bil knust, efter at en person smed en mursten ned fra Nørre Boulevard-broen ved Skolestien.

Her blev bilisten dog ikke ramt.

Begge stenkast kunne have endt meget mere fatalt, og derfor beder politiet om hjælp til at finde gerningsmanden eller gerningsmændene.

Har du set noget eller nogen ved de to broer i Holstebro i nat mellem klokken 1 og 2, så ring til politiet på telefonnummeret 114.

Dagens Gossip